Lav perfekte sommernegle
Sommeren står for døren, og det betyder, at det er tid til flotte negle. Heldigvis kan du nemt lave farverige og holdbare negle derhjemme, og du behøver ikke noget særligt udstyr.
Forbered dine negle
Før du lægger din neglelak, er det helt afgørende, at du forbereder dine negle rigtigt. Hvis underlaget ikke er i orden, bliver resultatet nemlig aldrig godt – og så kan det næsten være lige meget.
Først og fremmest skal du sørge for, at dine negle er helt rene og fri for gammel neglelak. Lægger du lakken oven på et gammelt lag, kan forskellen nemlig tydeligt ses, og lakken bliver ujævn.
Brug en oliefri neglelakfjerner, så der ikke sidder olierester tilbage på neglen. Vask derefter hænderne godt, så eventuelt skidt og olie vaskes af, og sørg for at tørre både hænder og negle rigtig godt.
Læg lakken rigtigt
Når du lægger lakken, er det vigtigt, at du lægger to tynde lag. Mange har tendens til at lægge ét tykt, for at få det overstået, men et tykt lag er både meget svært at styre og længere tid om at tørre.
Med to tynde lag har du helt kontrol over lakeringen, og resultatet bliver væsentligt bedre.
Hvis du ikke er vant til at lægge neglelak, kan det tage lidt tid at få en fornemmelse for tykkelsen. Nogle lakker tørrer nemlig så hurtigt, at du næsten ikke kan nå at lakere hele neglen uden at trække spor og lave ujævnheder. Det kræver dog blot lidt øvelse, så skal du nok få helt styr på det.
Den bedste måde at lægge lakken på, er at lægge en stribe på midten af neglen og derefter én på hver side. Det er simpelt, hurtigt, og sikrer et jævnt resultat. Samtidig gør det, at lakken ofte ligger 1-2 mm fra kanten af neglen i hver side, hvilket får dine negle til at se slankere og mere elegante ud.
Vælg den rigtige type lak
Hvis du er ny i neglelakjunglen, kan det være svært at finde ud af, hvilken type du skal vælge. Der findes både hurtigttørrende, tykt- eller tyndtflydende, 2-i-1-lakker og meget andet. Til at starte med kan det være fint at øve sig med en billig lak fra Depend eller Tiger, men hvis du er øvet, bør du investere i kvalitet. Du kan blandt andet undersøge lakkerne fra CND, som er hurtigttørrende og meget holdbare. De sparer dig for en hel masse tid, når du kan nøjes med at opfriske manicuren nogle gange om måneden.